Måned: maj 2020

Vandkamp i april

Vandkamp i april

Vandkamp – eller ej?

Vandet finder altid en vej. Sådan siger vi her hos Vandafledning.dk, og derfor handler det om at bygge og indrette sig i samklang med vandet – ikke imod det.

Det var også et af de gode budskaber på konferencen ’Vandkamp 2’, og den efterfølgende workshop, som vi deltog i den 16. april. Arrangørerne var DANVA og den rådgivende virksomhed Smith Innovation. Det hele blev gennemført virtuelt. Naturligvis, må man sige, i en tid, hvor hele samfundet mere eller mindre har været lagt ned af corona-virussens hærgen.

Byg i samklang med vandet

Vandkamp 2 var en del af et længere forløb, som går under navnet ’Watercities’. Det hele handler om, hvordan vi bygger og udvikler vore byer, så de kommer til at fungere i en god samklang med vandet – og ikke sådan, at vi skal kæmpe mod vandet. Mange byer ligger jo ved vand. Enten ved kysten, fordi der har været en mulighed for at etablere en havn, eller ved vandveje inde i landet: Åer og floder, som i gamle dage var vigtige forbindelser mellem byerne og betød meget for varetransport m.v.

Den naturligt gode beliggenhed er desværre også årsagen til, at mange byer i dag kæmper med vandproblemer. I takt med klimaændringerne, tættere bebyggelse og måske også bebyggelser på arealer, som vandet før kunne oversvømme eller blive ledt væk fra, oplever vi, at vandet oversvømmer veje og arealer, og at kloaksystemerne har svært ved at aflede vandet, hvis der for eksempel kommer voldsomme regnskyl.

Hos Vandafledning.dk ser vi mange af disse problemer – hver dag. Når kloakbrønde stopper, når der pludselig kommer for meget materiale i dem fra regnvand og overfladevand, eller når vi er med til at planlægge vandafledningen fra et nybyggeri.

Byen, landskabet og vandet

Planlægningen af fremtidens byområder kommer til at tage højde for både menneskenes og naturens behov. Vi skal bygge i et samspil mellem landskabets rammer, hvordan vandet opfører sig, og menneskets behov. Vi skal både have opfyldt vore behov for moderne byområder, hvor vi kan bo og arbejde, og tage hensyn til, at vi skal håndtere meget mere vand i fremtiden med klimaforandringer og ændret vejr.

Set ud fra vores perspektiv handler det både om at bruge den moderne teknologi, så vi kan aflede vandet bedst muligt, og om at bygge med naturen og ikke mod naturen.

I en praktisk hverdag handler det ikke mindst om at give naturen mere plads i vores byområder. Vi skal udnytte naturens egne evner til at håndtere stigende vandmasser, så det nytter ikke at tapetsere det hele med bygninger, fliser og asfalt. Det tror vi her hos Vandafledning.dk bliver en af de næste års store erkendelser inden for byggeriet, for mennesket vil stadig bygge ved havet, floder og søer. Så vi skal lære at bygge med vandet og på en bæredygtig måde udnytte naturens egne mekanismer så godt som muligt.

For os var konferencen og workshoppen en stor inspiration. Så 1000 tak for gode indlæg til blandt andet Katrina Wiberg fra Arkitektskolen i Aarhus, Lasse Vilstrup Palm fra arkitektfirmaet CF Møller og Ole Mygind fra MarselisborgCentret. Vi fik meget med hjem om nyskabende og bæredygtig vandhåndtering, som vi kan bruge i vores hverdag til fordel for vore kunder.

ADRESSE

Vandafledning ApS
Herstedøstervej 21
2600 Glostrup
CVR-nr. 38152106

KONTAKT

Tlf.nr. 25 94 25 81
E-mail: info@vandafledning.dk

Få tilsendt vores PDF
"5 gode råd til at sikre korrekt vandafledning"