Måske kan vi blive inspireret til at styrke indsatserne for miljøet

Hvis man ser på satellitbilleder af de forskellige verdensdele, som er taget henholdsvis før og efter, at corona-krisen satte ind, kan man se tydelig forskel. Områderne omkring de store byer i verden er mindre oplyste, end de plejer at være, luften er klarere, og der er tydelige tegn på, at verden er gået ned i gear.

Vi kan også læse mange historier i aviserne om, at luften i store byer i for eksempel Indien og Kina pludselig er blevet så ren, at folk igen kan holde ud at gå i gaderne. Det gælder for eksempel i New Delhi, som ellers har været præget af rigtig meget smog, så det har været ubehageligt at opholde sig i byen.

Jamen, er det ikke dejligt, at corona-virus kan have den virkning? Det skulle man jo tro, men vi må nøjes med at glæde os over det i øjeblikket. For som langtidsløsning er det ikke holdbart.

Det er nemlig aldrig en god ting, at for eksempel udledningen af CO2 falder, fordi vi har økonomisk krise. Det betyder, at den falder, fordi der er mindre aktivitet i samfundet, at virksomhederne ikke producerer, og at folk holder sig indendøre.

Hvis vi derimod fik CO2-udledningen og i det hele taget forureningen til at falde, fordi vi gjorde en indsats for det, mens samfundet i øvrigt var i normal gænge, ja så havde det helt andre positive perspektiver. For det kræver økonomiske muskler at få ændret ting, så det bliver bæredygtige og langvarige løsninger – det er svært at realisere, når alting er gået i stå.

Måske kan billederne af den rene luft over de store byer og folks oplevelse af, at det er blevet sundere at opholde sig i dem, alligevel få en positiv effekt. Vi kan pludselig se, hvad en indsats for miljøet ville kunne gøre for os – så lad os håbe, at vi kan holde fast i målene om at skabe et bedre miljø, også når samfundet igen kommer op i omdrejninger og vi igen skal have skabt den vækst, der er nødvendig for at brødføde stadigt flere mennesker og skabe gode sundhedssystemer m.v.

Hvert døgn bruger en dansker i gennemsnit 80 – 150 liter vand. Det bliver til adskillige kubikmeter hen over året. Og så har vi endda sparet rigtig meget på vandet de senere år, så vandforbruget er faldende – men vi bruger stadig masser af vand.

Meget af vores vandforbrug bliver til spildevand på den ene eller anden måde. Hvad enten vi tager et bad, trækker ud i toilettet eller bruger vand i madlavningen, så ender vandet ude i vores kloaksystem som spildevand. Langt det meste spildevand behandles på offentlige rensningsanlæg, men en del renses også lokalt ved de enkelte ejendomme, i de områder hvor der ikke er ført kloakledninger ud til et centralt rensningsanlæg.

Hvad sker egentlig med spildevandet, fra det ”produceres” hjemme hos os i vore hjem, til det igen kan ledes renset ud i naturen? Det vil vi gerne fortælle lidt om her, for der er tale om en spændende proces, der bliver mere effektiv, jo bedre kvaliteten af spildevandet er. Jo færre uønskede ting, der er i spildevandet, jo bedre fungerer rensningsanlægget – og du kan selv gøre en hel del her.

Undlad for eksempel at komme vatpinde, hygiejnebind, renseservietter og papirlommetørklæder i toilettet. Alt det nedbrydes ikke og skal sorteres fra i rensningsanlægget. Nogle gange stopper det filtre og ødelægger pumper – og så fungerer rensningen ikke optimalt. Så i kloakken hører kun toiletpapir, badevand og vand fra køkken og rengøring – ikke alt muligt andet.

Kilde: VandCenter Syd

Når spildevandet gennem kloakledningerne ender ude i rensningsanlæggene, starter en renseproces, som tager fra 1-1½ døgn, inden vandet er klar til igen at indgå i naturens kredsløb.

Der er typisk 6 trin i denne proces:

Når spildevandet renses, fjernes en række organiske stoffer, som er skadelige for naturen. De giver iltsvind i farvandene, så fiskene og vandplanter dør, og et stof som ammoniak er direkte gift for fisk og andre dyr. Derfor er det vigtigt, at vi får fjernet disse stoffer fra spildevandet, inden det igen ledes ud i naturen.

Hvis du som så mange andre netop har genset ’Matador’, så kan du måske huske, at Doktor Hansen kommer i modvind, da han peger på, at den lokale fjord er blevet forurenet af virksomheders udledninger og kloakudløbene fra Korsbæk. Det var mennesker som ham, der fik gang i diskussionen om vandforurening og sat gang i en ordentlig rensning af det spildevand, som vi ikke kan undgå, man som vi må sørge for, er så rent som overhovedet muligt, inden vi sender det tilbage til vandløb og hav.